Historie: Opel Vivaro B
Opel Vivaro B (Vauxhall Vivaro i Storbritannien) havde premiere i 2014 som efterfølger til Vivaro A og fortsatte strategien for mellemstore varevogne bygget på Opel-Renault-samarbejdet. Denne generation er historisk vigtig, fordi den repræsenterer det sidste "Trafic-baserede" kapitel for Vivaro: Selvom den fik et nyt karrosseri, opdateret kabine og et designsprog på linje med nutidige Opel-personbiler, forblev Vivaro B tæt beslægtet med tredje generation af Renault Trafic platformsmæssigt, før navnet skiftede til en PSA/Stellantis-arkitektur i 2019. Opel Vivaro B: produktionsfordeling, nye 1.6 CDTI-motorerFør lanceringen bekræftede Opel/Vauxhall og Renault offentligt produktionsplanlægningen: Samlingen af Vivaro B blev forankret i Luton, Storbritannien, mens Renaults Sandouville-fabrik blev valgt til Trafic-produktion og til Vivaro H2-varianten (højt tag). Opels egen historiske opsummering af Vivaro-serien angiver, at der i 2014 allerede var rullet 600.000 enheder af samlebåndet, og at anden generation havde premiere med "en avanceret ny diesel" og øget funktionalitet. I praksis fremhævede Opel to nye dieselmotorer som den vigtigste mekaniske ændring: 1.6 CDTI og 1.6 CDTI BiTurbo, hvor BiTurbo-systemet brugte sekventiel turboladning til at kombinere stærkere præstationer med forbedret effektivitet. Vivaro B-programmet blev fortsat tilbudt i flere karrosseriformater til både arbejde og persontransport (herunder kassevogn og personbils-konfigurationer), med to længder og to taghøjder som kernen i fabriksudvalget på de europæiske markeder.For en separat teknisk gennemgang af dimensioner og motor-/versionstabeller, henvises til tekniske specifikationer for Vivaro B. I den brede Opel Vivaro-historie er Vivaro B overgangsgenerationen: Stadig bygget på Renault-partnerskabets fundament, men produceret under Opel/Vauxhalls integration i Groupe PSA (afsluttet i 2017), hvilket banede vejen for 2019-skiftet til EMP2 og lanceringen af Vivaro C. |
